77 34 18 18

Online shopping: Bliv ikke narret af svindlere

Kom svindlerne i forkøbet ved at bruge din sunde fornuft, når du shopper online. Få inspiration til sikker e-handel i denne artikel.


Fordele ved e-handel


Online shopping stiller dig bedre som forbruger, end handel i fysiske butikker gør. Loven er nemlig på din side, når det kommer til fortrydelsesret og tilbagebetaling ved fortrudte køb, når du shopper online inden for EU’s landegrænser.


Selvom mange webshops er pålidelige, skal du være opmærksom, når du shopper online. Der er brodne kar og svindlere i alle brancher, men i forhold til e-handel kan du blive taget grueligt ved næsen, hvis ikke du passer på, og i enkelte tilfælde kan myndighederne ikke hjælpe dig.


Når du har læst denne artikel, har du styr på:



  • Hvordan man spotter falske webshops

  • Hvor man tjekker et domænenavn

  • Tips til sikker betaling


Sådan spotter du en god webshop


Hvis du har fundet en webshop, der ser lovende ud, men gerne vil være helt sikker på, at den er pålidelig, kan du undersøge den ved at tjekke op på nedenstående spørgsmål:



  • Er der kontaktoplysninger på siden?


Webshoppens navn, e-mailadresse, telefonnummer og virksomhedens fysiske postadresse skal fremgå af hjemmesiden.



  • Er hjemmesiden dansk?


Selvom webshoppen ender på .dk betyder det ikke, at virksomheden er dansk. På hjemmesiden hostmaster.dk kan du indtaste hjemmesideadressen og se, hvor virksomheden er registreret.



  • Har webshoppen et CVR-nummer?


CVR-nummeret er danske virksomheders identifikationsnummer. Hvis CVR-nummeret står på hjemmesiden, er det din sikkerhed for, at virksomheden er registreret. CVR-nummeret består af 8 tal, som er unikke for virksomheden, ligesom danske statsborgeres CPR-nummer.



  • Hvordan er sproget på webshoppen?


Det kan være fusk, hvis produktbeskrivelserne ser ud til at være oversat med Google Translate, eller hvis hjemmesideteksterne generelt rummer mange sprog- og stavefejl.



  • Er hjemmesiden e-mærket?


Se efter e-mærket. Webshops med e-mærket har forpligtet sig til at følge gældende lovgivning om e-handel.



  • Er priserne underlige?


Hvis priserne ligger væsentligt lavere end prissætningen i andre webshops, kan der være tale om kopivarer. Hvis priserne er skæve (Såsom 671,58 kroner) kan det tyde på, at en maskine har oversat hjemmesiden.



  • Tjek anmeldelser på nettet inden du køber


Prøv at google webshoppen og undersøg, hvordan andre forbrugere har oplevet virksomheden. Andres købsoplevelser kan være en god rettesnor for, hvad du selv vil komme til at opleve. Ved at tjekke kundeanmeldelser, inden et eventuelt køb, kan du også få vigtige advarsler, hvis webshoppen skulle vise sig at være en fup-side.



  • Bliver varen sendt fra Danmark?


Hvis varen ikke sendes fra et EU-land, kan det blive en dyr fornøjelse. Told, skat og andre afgifter kan nemlig lægges oveni. Selvom webshoppens tekster er skrevet på dansk, er det ikke en garant for, at varen også sendes fra Danmark, så hvis du ikke vil risikere at betale unødvendigt meget for en vare, så tjek hvor varen sendes fra, inden du køber.



Kend købsbetingelserne


Du har som regel 14 dages fortrydelsesret, når du shopper online inden for EU’s grænser. Der kan dog forekomme afvigelser. Derfor er det vigtigt at læse købsbetingelserne, inden du foretager et køb. Her er, hvad du skal være opmærksom på:



  • Hvis den vare, du køber, ikke er omfattet af fortrydelsesretten, så skal det fremgå tydeligt på webshoppen.

  • Det skal ligeledes fremgå tydeligt af webshoppen, hvem der betaler for tilbageforsendelse. Returret og fortrydelsesret skal også være tydeligt.

  • I visse tilfælde kan du kun få tilbagebetalt dele af beløbet, hvis du fortryder et køb. Sørg derfor for at læse købsbetingelserne grundigt, inden du køber.

  • Nogle webshops reklamerer med gratis prøvepakker. Det kan være en fælde, hvor du binder dig til et abonnement – også kaldet en abonnementsfælde.


Husk: Hvis noget lyder for godt til at være sandt, så er det som regel også tilfældet.


Sørg for sikker betalingsmetode


Der er mange muligheder for pengetransaktioner i dag, også når du shopper online. Sørg for at have styr på følgende, inden du handler online for at sikre dig en god betalingsform:



  • Betalingskort og Mobile Pay


Hvis du kan, er det en god idé altid at bruge betalingskort eller Mobile Pay, når du shopper online. Hvis du ikke modtager din vare eller webshoppen snupper et for højt beløb, så kan banken føre pengene tilbage til dig.



  • Kontooverførsel og per efterkrav


Undgå at betale med kontooverførsel eller per efterkrav, da banken ikke kan hjælpe dig, hvis det går galt.


Er din internetforbindelse krypteret?


Hvis din forbindelse ikke er sikker (krypteret) når du handler, så kan svindlere og hackere få fat i dine betalingsoplysninger. Forbindelsen er sikker, når en lille hængelås fremgår foran hjemmesideadressen.



  • Kortnummer


Det eneste tidspunkt, du bør indtaste dit kortnummer online, er, når du er ved at købe en vare fra indkøbskurven. Ellers bør du for en sikkerheds skyld holde kortnummeret for dig selv.



  • Smid ikke dokumentation ud


Det er godt at kunne bevise overfor myndigheder, at du har handlet med webshoppen, hvis det skulle komme til en reklamationssag. Gem et screenshot af bekræftelsessiden samt ordrebekræftelsen, som virksomheden sender til din mail.


Mange webshops er heldigvis rigtig gode og ofte kan man være heldig at få ligeså god service, når man shopper online, som i en fysisk butik. Der er derfor ingen grund til at være bange for at shoppe online – især, hvis du følger rådene i denne artikel og bruger din sunde fornuft.



Hjælpen er altid lige ved hånden

Ring til os, så vi kan hjælpe dig i gang 77 34 18 18

Få de seneste guides & nyheder - tilmeld dig vores nyhedsbrev!

Fornavn:
Efternavn:
Spørgsmål og svarKunde Service