Pinkode og sikkerhed
Hvis du bruger en pinkode, når du tænder din Emporia Smart telefon, så er den allerede godt beskyttet mod ondsindede personer, der stjæler eller udnytter andres mobiler.
Hvordan beskytter jeg bedst min telefon?
Hvis du vil beskytte din telefon allerbedst, så er det en god ide at ”låse den”, hver gang skærmen går på pausetilstand. På den måde kan ingen bruge din mobil – selv hvis de stjæler den – fordi det kræver en ekstra pinkode at låse telefonen op, efter den har været på pausetilstand.
Guide: sådan aktiverer du en ny pinkode
I denne vejledning viser vi, hvordan du laver en ekstra pinkode og fjerner den igen, hvis du ikke længere ønsker den. Husk altid at vælge en kode, som du kan huske. Skriv eventuelt koden ned, men gem den et andet sted, end hvor du typisk har din mobil.
Trin 1. Gå til startsiden, og tryk på tandhjulet øverst på skærmen.
Trin 2. Tryk på ”Flere indstillinger”.
Trin 3. Bladr helt ned.
Trin 4. Tryk på ”Sikkerhedsindstillinger”.
Trin 5. Tryk på ”Skærmlås”.
Trin 6. Tryk på ”PIN-kode”.
(Hvis du skal fjerne koden, så tryk i stedet på ”Ingen”. Mobilen beder dig om at taste din kode først. Det er en ekstra sikkerhedsforanstaltning, så det er dig – og kun dig – der har kontrol over din pinkode. Når du har tastet pinkoden en sidste gang, er den deaktiveret.)
Trin 7. Tast en kode, og tryk på ”Næste”.
Trin 8. Bekræft din valgte kode ved at taste den igen, og tryk så på ”Næste”.
Trin 9. Når du fremover skal låse din skærm op, vil den se ud som nedenfor.
Tast din kode, og tryk på ”Bekræft”.