77 34 18 18


Lær de forskellige dele af din computer at kende


Er du dus med himlens fugle eller hvad det betyder at have en quad-core CPU i din computer? Ok, det er ikke helt sådan sangen går, men det skader aldrig at kunne afkode, hvilke af delene i din computer, der gør hvad. Derfor har vi lavet en oversigt, så du hurtigt kan få overblikket over de forskellige dele, når du leder efter en computer.


1/8

Harddisk

Det er hér, dine filer lagres og huskes af computeren. Derfor er det vigtigt at have en pålidelig harddisk, så du ikke risikerer at du mister din data. Vi anbefaler, at man køber en computer med en såkaldt SSD-harddisk, da de er både mindre og mere stabile end de tidligere HDD-harddiske. Heldigvis er SSD-harddiske efterhånden blevet standarden, og samtlige af vores computermodeller hos Duka kommer med en SSD-harddisk.

2/8

Design

Det er ikke ligegyldigt, hvordan vores udstyr ser ud. Det påvirker alt fra om man føler, man kan være bekendt at have det stående fremme derhjemme til hvordan man rent praktisk bruger det. For designet er mere end bare udseendet, det er også selve oplevelsen med computeren. Det kan være noget så basalt som at man let kan finde tænd-knappen, eller hvordan man slukker for lyden. Derfor er det bestemt ikke overfladisk eller ligegyldigt at lade sig påvirke af designet på ens næste computer – man skal jo trods alt kunne holde ud af arbejde ved den.

3/8

CPU/processor

CPU’en, eller processoren, i en computer svarer til dens hjerne. Derfor, jo kraftigere den er, jo hurtigere vil den kunne tænke. Kraften påvirker også, hvor mange opgaver, den vil kunne løse samtidigt. Det derfor vigtigt, at have for øje, hvad man vil bruge sin computer til, når man sammenligner processorkraft. Hvis man skal bruge den til tunge opgaver med mange programmer åbne samtidigt, skal man gå efter en kraftig model, men hvis man hovedsageligt skal bruge computeren til dagligdagsting, er det knapt så vigtigt. Du vil ofte se ordet ”kerner” eller ”core” i forbindelse med processorer, og det er kort fortalt de underafdelinger, CPU’en har at arbejde med. Hvis en processor er fire-kernet (også kaldet quad-core), så vil der altså være fire centre i den, der hver kan udføre arbejde, uafhængigt af hinanden. Det vil sige, at den vil kunne udføre en handling op til fire gange hurtigere end en processor med kun én kerne. Der kommer CPU’er fra de store firmaer på markedet (såsom Intel og AMD) ca. én gang om året.

4/8

RAM

RAM (Random Acess Memory) kan forklares som computers korttidshukommelse. Det er der, der lagres informationer fra de programmer der aktivt kører, så du altid kan have en god og flydende oplevelse. Derfor er det vigtigt at have en tilstrækkelig mængde RAM i ens computer, men hvad er det så? I takt med at computere kan mere og mere, bliver kravene fra programmerne også højere og højere, og derfor har man brug for mere RAM. Det gængse i dag er 8 GB, og det vil også være fremtidssikret så længe en moderne bærbar computer holder.

5/8

Skærm

Det er selvfølgelig vigtigt at kunne se, hvad du laver på din computer – ellers er der ikke så meget pointe i det. Derfor er skærmen en essentiel, og ofte overset, del af din computer. Det kan være en god idé at sætte dig kort ind i, hvad tallene ved skærmoplysningerne betyder.

En opløsning på f.eks. 1920 x 1080 henviser til, hvor mange individuelle pixels, der vil være på skærmen i længde gange højde. En pixel er de små prikker af lys, der udgør skærmens billede. Jo flere pixels, der er på en skræm, jo skarpere vil billedet fremstå. Modsat vil færre pixels give et mere grynet billede.

6/8

Grafikkort

For manges behov vil et separat grafikkort ikke være nødvendigt, da der er et indbygget i CPU’en, der ofte vil være tilstrækkeligt. Den grafiske del af CPU’en hedder en GPU, og er en del af processoren, der kun tager sig af det grafiske. Hvis du derimod har lyst til enten at spille grafisk tunge 3D-spil, eller du vil lave grafisk arbejde, så vil et grafikkort være en nødvendighed. Grafikkort kommer i mange afskygninger, og har deres egne, interne korttidshukommelse, eller RAM. Indenfor grafikkortbranchen opererer man med generationer af produkterne, og der kommer ca. en ny generation ud årligt.

7/8

Motherboard

Kaldes også et bundkort, og er det sted, alle komponenterne i computeren sættes sammen. Der vil på motherboardet være indbyggede funktioner til at køre ting som f.eks. lyd, USB-porte osv. Medmindre du bygger din computer selv, vil du sandsynligvis ikke have noget med dit motherboard at gøre.

8/8

Batteri

Batterier i bærbare computere vil oftest blive oplyst i antal celler og Whr, f.eks. 3 celler 43Whr. Det relevante i den information er, at flere celler og Whr vil betyde et batteri, der holder længere tid uden at skulle sluttes til strømforsyningen. Desuden er det vigtigt at pointere, at de anslåede tider for batteriets holdbarhed bare er et gæt – den faktiske tid kommer til at afhænge af mange faktorer, ikke mindst hvad du bruger din computer til. Derfor kan du komme til at mærke store udsving mellem tilsyneladende ens batterier.

Se vores computere

Se vores udvalg af computere

Få de seneste guides & nyheder - tilmeld dig vores nyhedsbrev!

Fornavn:
Efternavn:
Spørgsmål og svarKunde Service