Trustpilot
+45 77 34 18 18

Indsæt og slet rækker og kolonner i Excel


Du har fået lavet et kæmpe flot Excel-ark fyldt med dejlige data, men du har lige opdaget, at der mangler en kolonne og en række lige midt i det hele. Hvordan får du lige den kringlet, uden du behøver at flytte og rykke rundt på en hel masse? Se videoen, eller læs guiden nedenfor, så lærer du, hvor hurtigt og nemt det er at indsætte nye rækker og kolonner.


 

Thumbnail-med-tekst.png

Indsæt rækker og kolonner på 2 måder


Du kan indsætte rækker og kolonner på to måder. Du kan enten indsætte ved at bruge funktionen ”Indsæt” i båndet eller ved at bruge højreklik på musen.


Når du indsætter en ny kolonne, vil den nye kolonne altid blive indsat til venstre for den kolonne, du står i.


En ny række vil blive indsat oven over den række, du står i.

Indsæt via funktionen ”Indsæt” i båndet


Klik på funktionen ”Indsæt” i gruppen ”Celler”, som du finder i båndet. Du har nu flere forskellige indsætningsmuligheder. Vælg enten ”Indsæt arkrækker” eller ”Indsæt arkkolonner” alt efter, om du vil indsætte en ny række eller en ny kolonne.

Indsæt med højreklik


Du kan indsætte en ny række eller kolonne ved at bruge højreklik på din mus. Du skal starte med at markere den kolonne eller række, hvor du ønsker at indsætte enten til venstre for eller ovenover.


Højreklik og vælg ”Indsæt”, og der er nu indsat en ny række eller kolonne.

Indsæt flere rækker og kolonner


Vil du gerne indsætte flere kolonner eller rækker på en gang, kan du også det. For at sætte flere kolonner eller rækker ind, skal du markere det antal rækker eller kolonner, du ønsker at indsætte f.eks. tre kolonner. Indsæt ved hjælp af funktionen ”Indsæt” i båndet eller ved at højreklikke på musen og vælge ”Indsæt”. Der bliver nu i dette eksempel indsat tre nye kolonner til venstre for de kolonner, du har markeret.

Slet rækker eller kolonner


Har du fået indsat lidt for mange rækker eller kolonner, kan du nemt slette dem igen. Du har to forskellige muligheder for at slette rækker eller kolonner.


Du kan bruge funktionen ”Slet” i gruppen ”Celler” i båndet. Klik på den lille pil under ”Slet”. Du får nu nogle forskellige muligheder for at slette. Du kan enten slette en række eller en kolonne.


Du kan også slette en række eller kolonne ved at højreklikke på musen. Markér den række eller kolonne, du ønsker at slette, højreklik, og vælg ”Slet”. Kolonnen eller rækken er nu slettet.


Vil du slette mere end en række eller kolonne, skal du markere det antal rækker eller kolonner, du vil slette. Brug funktionen ”Slet” i båndet, eller højreklik, og klik på ”Slet”.

Seneste nyheder, guides, tips og tricks

Spørgsmål og svar Kunde Service