77 34 18 18

How NOT to do IT-sikkerhed


Ja, du har hørt det mange gange før. Sikre dit data! Vær opmærksom på, hvilke informationer du ligger på nettet. Backup! Husk backup! Og yada yada yada.


Her får du 10 fremragende tips til ’how NOT to do IT-sikkerhed’:

1. Brug det samme password ALLE steder


Et unikt password, hva’ dælen. Hvem gider at opfinde den dybe tallerken hver gang og så huske det bagefter?! Brug bare det samme password, du altid har brugt, det kan du nemt huske. Password som: 1234567890, dit navn og fødselsdato, qwertyu, det er der aldrig nogen, der gætter.

2. Glem alt om to-trins-login


To-trins-login er ikke andet end til besvær. Hvem gider at have tilsendt en ekstra SMS som ekstra sikkerhed, når du skal logge ind på for eksempel Facebook, Gmail, Microsoft eller Dropbox, bare for at nævne nogen? Det bliver et nej tak, herfra.

3. Gratis wi-fi er lykken


Hvis du dog bare kunne bruge det gratis wi-fi altid og hele tiden, så slipper du for at have dit eget. Penge sparet, er penge tjent. Der er jo ingen, der hacker det gratis wi-fi, og dermed får dit log in, data og dine personlige oplysninger. Så sikkert som en kylling i en rævefarm.

4. Hvad der er mit – er dit


Dit wi-fi derhjemme skal da bare være åben, så alle kan bruge det. Vi hjælper jo hinanden, når vi deler. Deleøkonomi er det nye sort. Du kan sagtens stole på, at alle andre opfører sig ordentlig på internettet, så de kan bare bruge løs med adgang fra din IP-adresse.

5. Offentlige computere er let tilgængelige


Det er så smart med offentlige computere, du kan bare surfe hele dagen, downloade private dokumenter og printe dem ud, få ordnet netbank og tjekke mails nede på biblioteket. Super smart. Du smutter bare fra det bagefter, og glemmer du at logge ud, så gør den der kommer bagefter, det sikkert bare for dig. Intet problem.

6. Et godt tilbud, det skal da lige tjekkes


Det er lækkert med alle de mega gode tilbud, der kommer lige ind i indbakken. Jajaja, de kan måske ikke lige skrive helt korrekt dansk, der er underlige tegn i stedet for æ, ø og å, men hvor heldig har man lige lov til at være?! Og er der ikke noget med, at du har en fætter i Afrika, som kunne mangle penge?! De mails skal da lige tjekkes.

7. Sende cpr-nummer, er det nu så farligt?


Hvorfor så emsig omkring det cpr-nummer? I gamle dage kunne du da sagtens sende det på bagsiden af et postkort uden problemer eller…

8. Er det antivirus nu også så vigtigt?


Hvad hjælper, det der antivirus egentlig? Hvor vigtigt er det lige, at de sider du besøger på nettet og filer, du downloader, bliver scannet for virus? Du åbner jo ikke mærkelige mails fra folk, du ikke kender, og surfer kun på sider, du ved er helt sikre. Så spild af penge!

9. Opdateret software, hvad er meningen med det?


Det er da så møgirriterende med de der pop-ups med opdateringer. I guder det er træls. Det nemmeste er bare at lukke dem ned uden at opdatere. Der er jo alligevel ingen hackere, der opdager, at du bruger usikkert gammelt software med en ladeport af en åbning, velkomstkomité og fanfare, når hackerne tropper op.

10. Backup er alt for besværligt


Hvem gider at dragge and droppe til 1000 USB-stiks for at lave backup, det er der jo ingen, der orker. En ekstern harddisk er jo bare et forvokset USB-stik og koster en bondegård. Og hvad kan den der sky egentlig? Nej, backup er unødvendigt og besværligt. Der er alligevel heller ingen fare, din kop kaffe står jo langt væk fra din computer, og din kat hopper aldrig op på bordet.

Få de seneste guides & nyheder - tilmeld dig vores nyhedsbrev!

Fornavn:
Efternavn:
Spørgsmål og svarKunde Service