Trustpilot
77 34 18 18



Streaming guide - sådan streamer du


Streaming bliver mere og mere populært, og med god grund, for det er både nemt og fleksibelt – når først du er kommet i gang. For hvordan streamer man? Og hvad er streaming overhovedet? Det svarer vi på her, så du også kan hoppe med på streaming-bølgen.





Hvad er streaming, og hvorfor er det blevet så populært?


Når du streamer en film eller en tv-serie, har du nogle helt andre muligheder, end når du ser ”almindeligt fjernsyn”. ”Almindeligt fjernsyn” bliver ofte omtalt i medierne som flow-tv.


Flow-tv dækker over, at tv-programmerne kommer i en bestemt rækkefølge på bestemte tidspunkter. Det vil sige, at det er dig, der skal tilpasse dig i forhold til programmerne, i modsætning til streaming, hvor du har mulighed for selv at bestemme, hvad du vil se, hvorhenne og hvornår. Du kan sætte en film eller et program på, når det passer dig, der er ingen afbrydelser i form af reklamer, og du kan trykke pause, hvis du skal hente mere kaffe, eller telefonen ringer.


Det giver en stor fleksibilitet, at du selv kan bestemme, hvad du vil se og hvornår, men det kræver også en anderledes tilgang til tv og en ændring af dine tv-vaner. Med streaming kan du nemlig ikke længere bare tænde for fjernsynet og se, hvad der kommer. Der kommer nemlig ikke noget, med mindre du selv vælger det.


Hvilken streamingtjeneste skal jeg vælge?


Det kommer an på, hvad du gerne vil se. De fleste streamingtjenester køber du et abonnement til, som du betaler på månedsbasis. Det kan være tjenester som TV2 PLAY, Netflix, HBO Nordic, Viaplay eller den helt nye Disney+.


Næsten alle tjenester har en prøveperiode på 14-30 dage (afhængig af tjenesten), hvor du gratis kan se, hvad de tilbyder, og om det er noget for dig. Husk at afmelde dig tjenesten, inden prøveperioden udløber, så du ikke kommer til at betale for abonnementet. Læs det med småt, så du ved, hvilken dato du senest skal afmelde dig.


DR TV tilbyder en streamingtjeneste, hvor du både kan se DR kanalerne live og se tidligere DR-programmer. Den er helt gratis, og giver dig mulighed for at afprøve streaming uden at skulle oprette profiler og afmelde prøveperioder.

Tablet, computer eller tv – hvilken skærm skal du streame på?


Du kan streame på både tv, computer og tablet, bare der er internetforbindelse. Det er en smagssag, om du foretrækker computerens og tv’ets store skærm, eller om du kan nøjes med en lille skærm på din telefon.


Stream på smartphone eller tablet

Du kan hente streamingtjenesterne som app til både telefon og tablet. De kan hentes på Google Play, hvis du har Android, og på App Store, hvis du har en iPhone eller iPad.

Stream på din computer

Med internetforbindelse på din computer, kan du også streame direkte fra streamingtjenesternes hjemmesider.


Stream på dit tv


Hvis du har et nyere smart-tv, kan du få internet direkte på fjernsynet. Hvis ikke det er muligt, skal du bruge en Chromecast eller et Apple tv, for at kunne sende film og serier fra telefonen til tv-et.


Hvor meget data skal jeg bruge?


Hvis du streamer meget, vil dit dataforbrug stige. Derfor skal du være opmærksom på, hvor meget data du har til rådighed i dit abonnement.


Hos Duka har vi 10, 20 og 50 GB data knyttet til vores mobilabonnementer.


Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du vil vide, hvor meget data du har brugt hidtil, og for at tage en snak om, hvorvidt det er en god idé at opgradere til mere data, når du skal bruge det til streaming.


Sådan kommer du i gang – trin for trin


Det er ret nemt og hurtigt at komme i gang med streaming. Det kræver nemlig kun fire ting af dig:


▪ En internetforbindelse
▪ En telefon, tablet, computer eller et tv
▪ Adgang til streamingtjenester
▪ At du kan beslutte dig for, hvad du gerne vil se


Da du formentlig allerede har både internet og en computer eller et tv, er du allerede godt på vej. Næste skridt er at beslutte dig for, hvilke streamingtjenester du vil bruge.


Der findes rigtig mange forskellige, hvilket kan gøre det lidt svært at overskue, hvor du skal starte. Vi har i første omgang valgt at fokusere på de to mest populære, nemlig DR TV (som er gratis) og TV2 PLAY.


Vi vil løbende udgive guides til flere af de mest brugte streamingtjenester i Danmark. Når du går i gang med streaming, skal du huske, at et af kendetegnene ved streamingtjenester er, at der konstant kommer nyt indhold på siderne.


Det betyder, at du hele tiden kan finde ny underholdning, men det betyder også, at der er stor udskiftning i de programmer, der er til rådighed. Derfor kan du ikke vide med 100% sikkerhed, om en film eller en serie altid vil være tilgængelig for dig.


Seneste nyheder, guides, tips og tricks

Fornavn
Efternavn
Spørgsmål og svar Kunde Service